Babyens 10 tigerspring - LittleUnBox

Babyens 10 tigerspring

tigerspring littleunbox

Din baby kommer igennem 10 tigerspring i løbet af de første 76 uger af livet. Det er spring, hvor din babys verden forandrer sig voldsomt, hvilket ofte fører til, at baby opfører sig anderledes. For eksempel ved at græde mere og/eller at have svært ved at sove.


Som nybagt forælder kan du have følelsen af, at din baby fra den ene dag til den anden skifter personlighed. Alt, hvad den tidligere godt kunne lide, kan den pludselig ikke lide mere. De rutiner, du lige følte, var blevet etableret, bliver vendt på hovedet, og du føler, at du er slået tilbage til start. Det kan være frustrerende, og du kan føle, at du har gjort noget forkert, men der er faktisk en god forklaring på det. Gennem sine første leveår går dit barn nemlig igennem flere udviklingsspring, kaldet tigerspring, hvor dets bevidsthed om sig selv og verden udvides så dramatisk på kort tid, at det for en tid får barnet til at blive mere pylret, sove dårligere og måske spise mindre. Det tager typisk en til seks uger, før dit barn er helt gennem et tigerspring.

Det er de hollandske forskere Hetty van de Rijt og Franz Plooij, der har opfundet begrebet tigerspring eller udviklingstrin. De studerede 10.000 babyer og forældre i over 25 år og fandt ud af, at babyerne gennemgik de samme udviklingsspring på de samme tidspunkter – og at de reagerede nogenlunde ens på dem.

Første tigerspring – 5 uger

Allerede når din baby er fem uger gammel, indtræffer det første tigerspring. Der går babyen fra at se i gråtoner til at se i farver. Det betyder typisk også, at den vil være mere interesseret i at se på verden efterfølgende. Babyen vil begynde at smile oftere end før og vil selv begynde at vende hovedet for at se noget interessant.

Mange babyer reagerer på springet ved at blive klynkende og spise mere. Hvis du ammer, er det derfor naturligt, at du bliver bange for, om der er nok mælk.

Andet tigerspring – 8 uger

Omkring 8 ugers alderen begynder din baby at kunne se mønstre, hvilket blandt andet gør, at mange babyer bliver fascinerede af lys og skygge, billeder på væggen og mønstre på tøjet. Det er også typisk heromkring, at din baby opdager sine hænder og i nogle tilfælde også fødder.

Mange forældre oplever, at deres babyer har svært ved at sove, og at de vågner ofte under søvnen. Når du vil lægge din baby fra dig, kan du opleve, at den hænger sig fast til dig med hænderne.

Tredje tigerspring – 12 uger

Babyen begynder i højere grad at kunne skelne mellem kendt og ukendt. Det gælder både i forhold til det sted, I er og til de mennesker, det sidder hos. Hvis en anden prøver at holde dit barn, eller du er på besøg hos andre, kan du derfor opleve, at dit barn reagerer med et grådanfald, indtil det er tilbage på din arm, eller indtil I er hjemme igen.

Fysisk betyder tredje tigerspring, at din baby vil være i stand til at bevæge hænder og fødder langt mere kontrolleret.

Fjerde tigerspring – 19 uger

Barnet kan bevæge sin krop mere bevidst og for eksempel række ud efter noget eller komme noget i munden. Barnet begynder typisk også at være mere bevidst om, hvad I spiser, og vil måske gerne spise det samme. Det er derfor et godt tidspunkt at starte med skemad på.

Femte tigerspring – 26 uger

Barnet vil under dette tigerspring ofte være enormt pylret. Det opdager nemlig, at det kun er en lille del af en stor verden – og begynder at lægge mærke til, at dets forældre går fra det. Du kan derfor opleve, at dit barn begynder at græde, selvom du kun træder ud af dets synsfelt et øjeblik.

Sjette tigerspring – 37 uger

Dette tigerspring er først og fremmest karakteriseret ved, at barnet finder ud af, at der findes forskellige kategorier af ting. For eksempel at mad og legetøj er to forskellige kategorier.

Det virker simpelt som voksen, men det har en enorm betydning for dit barn. Så meget at det vil komme til at sove dårligere og har brug for ekstra kropskontakt i den periode. Mange børn har også oftere mareridt i den periode og har brug for at blive holdt i hånden, når de skal falde i søvn.

Syvende tigerspring – 46 uger

Ved syvende tigerspring begynder dit barn at forstå, at ting skal gøres i bestemte rækkefølger. For eksempel i forhold til at tage tøj på. Det er også nu, at barnet begynder at kunne samle sit legetøj frem for at skille det ad.

Af mindre positive konsekvenser vil barnet have lyst til at gøre alting selv og sige fra over for handlinger, som det ikke har gjort før. For eksempel at blive lagt på puslebordet. Samtidig vil det nu kunne være bevidst uartigt.

Ottende tigerspring – 55 uger

Barnet begynder at ville flere ting selv – og kan få et raserianfald, hvis forældrene prøver at hjælpe med det. Barnet begynder at forstå, at der er forskellige rækkefølger og måder at udføre en handling på, for eksempel at I kan spise frokost eller købe ind på forskellige måder.

Niende tigerspring – 64 uger

Når dit barn er omkring 64 uger gammelt, er det for første gang nødvendigt at begynde at sætte regler op for ham eller hende. Det er nemlig nu, at dit barn kan være enig eller uenig i det, du siger. Barnet har nemlig regnet ud, at der er forskellige måder at gøre tingene på – og så kan det jo lige så godt blive gjort på den måde, som barnet synes. Det kan føre til nogle dramatiske tudeture og raserianfald.

Tiende tigerspring – 75 uger

Det sidste og tiende tigerspring byder på to væsentlige faktorer. Først og fremmest går det op for dit barn, at du som forældre også har dine egne behov. Derfor vil barnet for eksempel prøve at trøste dig, hvis du er ked af det. Derudover begynder dit barn at udvikle en samvittighed. 

Skab ro og rutiner omkring dit barn under et tigerspring

Selvom det er forskelligt, hvordan børn reagerer på tigerspring, og hvor lang tid det tager for dem at komme igennem dem, er det vigtigt, at du sørger for at skabe ro og rutiner omkring dit barn i perioden. Så hjælper du ham eller hende – og dig selv – bedre igennem springet.

Hos LittleUnBox tager vi udgangspunkt i hvor gammel din baby er, når vi pakker jeres babypakker.

Tilbage til blog