Hjertelyd

Hjertelyd

Af jordemoder Lotte Raahauge

@privatjordemoder

Hjertelyd er en magisk lyd. Det er lyden af liv, af din baby, af drømme og forventninger. Det er lyden af dit barns hjerteslag. Hjertelyden kan lyttes med en doptone, som er et ultralydshoved som jordemødre benytter fra ca. uge 15-16 og med et træstetoskop eller lytterør fra ca. uge 26-28. Hjertelyden lyttes ved hvert jordemoderbesøg og når du er på besøg hos din læge.

Den normale frekvens af din babys hjerte skal ligge mellem 110 og 15o slag i minuttet og det er jo cirka dobbelt så hurtigt som dit eget hjerteslag. Hjertelyden skal variere, det vil sige at hvis din baby sparker og er aktiv inde i din mave, så stiger dens hjerterytme, præcis som vores gør når vi er aktive og hvis din baby sover eller hviler sig, så falder hjerterytmen til et langsommere leje. Nyfødte har stadig denne hurtige hjerterytme også i hele spædbarnsperioden.

Hvis du skal føde på et sygehus, er det almindeligt at du får kørt en hjertelydskurve når du ankommer til dit fødested. Det vil sige at du får 2 elektroder på maven som tilsammen viser en kurve som både viser din babys hjerterytme og dine veers frekvens på samme tid. Det giver din jordemoder et godt billede af om din baby har det godt, og har ressourcer nok til at klare sig igennem fødslen.

TIP: Hvis din babys hjertelyd er normal, og du ikke har fået sat din fødsel igang - kan du bede om at få hjertelydskurven af under fødslen - så du f.eks. kan bevæge dig rundt og finde gode hvilestillinger uden at du skal have elektroder på maven.

Jordemoder Lotte Raahauge

Savner du et fællesskab af ligesindede mødre, der er det samme sted i deres graviditet som dig, så tag et kig på vores online mødregrupper, hvor vi også deler nyttige inputs fra relevante fagpersoner både før og efter din fødsel.

Find din mødregruppe HER.

Online mødregruppe

Tilbage til blog